Marias opskrifter

– Inspiration til økologiske hverdagsretter

Salat med hokkaido og gulerødder

Denne salat egner sig fortrinligt til en hverdagsaften, idet den er dejlig nem at købe ind til og hurtig at forberede. Bemærk, at salaten er ganske mættende, så hvis den serveres som garniture til hovedretten, så bør denne ikke være alt for tung.

Salat med hokkaido

 

Økologiske hokkaidoer – salatens vigtigste ingrediens og min absolut ynglingsspise efter ærtebælger og kastanjer – kan købes i Irma i de fleste måneder af året, men de er specielt gode mellem august og oktober.

Hokkaidoen gør salaten meget sød og står i overraskende fin kontrast til tomaterne og balsamicoen. I øvrigt vil jeg lige takke min veninde Aukse Hansen for denne opskrift, idet jeg første gang fik retten serveret hjemme hos hende. Så tak! :)

Vi skal bruge følgende ingredienser:

  • 1 hokkaido
  • 6-7 gulerødder
  • En lille bakke cherry-tomater
  • 2 stk. hjertesalat
  • Balsamico
  • God olivenolie

Start ud med at skære skorpen af hokkaidoen og skrælle gulerødderne. Skær begge i mindre, mundrette bidder og rist på en varm pande indtil de er gennemstegte. Tilføj godt med salt. Tilføj evt. også lidt vand og sæt låget på, hvis det skal gå hurtigt – men rist på en tør pande det sidste minut, så ingredienserne bliver dejligt sprøde. Fjern derefter gulerødderne og hokkaidoen fra panden og lad dem køle af.

Skyld hjertesalaten grundigt og snit fint. Skær cherrytomaterne i 8 skiver og bland dem med salaten. Hæld en smule balsamico og olie over, og rør godt rundt.

Bland salaten med de afkølede gulerod- og hokkaido-stykke, og smag evt. til med ekstra salt.

Velbekomme!

Tilberedning: 15 minutter