Marias opskrifter

- Inspiration til økologiske hverdagsretter

Pizza bolognese

Økologisk pizza bolognese

Den traditionelle pizza bolognese er lige så god, som den er nem at lave: Den består grundlæggende af en pizzabund, hakket oksekød, løg, gulerødder, mosede tomater og revet ost. Med undtagelse af pizzabunden er alle ingredienser en del af det økologiske standard-sortiment i de fleste supermarkeder. Pizzabunden kan man jo lave selv, men ellers kan man finde økologiske pizzabunde i det økologiske supermarked ØkoBest på Vesterbrogade.

Denne opskrift passer til én pizza (passende til én person). Vi skal bruge følgende:

  • 1 pizzabund (gerne spelt)
  • 2 skefulde olivenolie
  • Mosede tomater i glas
  • 2-3 gulerødder
  • 250 g. hakket oksekød
  • 2-3 rødløg
  • 2 hvidløg
  • Revet ost
  • Salt
  • Friske krydderurter

Start med at tænde ovnen på 200 grader.

Rist det hakkede oksekød på en varm pande, og tilføj salt og evt. 2 finthakkede hvidløg.

Hæld 2 spsk. olivenolie ud over pizzabunden og fordel helt ud til kanterne med en ske. Tilføj herefter 2-3 spsk. mosede tomater, så bunden er god dækket til.

Riv gulerødderne groft på et rivejern og skær rødløgene i fine skiver. Fordel først gulerødderne og derefter rødløgene ud over pizzaen.

Tilføj evt. lidt salt inden det hakkede oksekød tilføjes. Top pizzaen med revet ost.

Læg pizzaen ind i ovnen, og lad den få mellem 15 og 20 minutter. Hak imens hvad du har af friske krydderurter – f.eks. en blanding af basilikum, timian og estragon – og drys ud over pizzaen, når den er færdig.

Velbekomme!

Tilberedning: 35 minutter